NB: Vrede findes - og det er OK

Vi har lov at føle vrede.
Hvilket vi stort set alle synes at have glemt.
Vi har så travlt med at dadle os selv og hinanden for følelsen af vrede, at den er blevet hjemløs og kun kan komme ud som fysiske og psykiske dårligdomme

Da jeg var et helt ungt menneske, var det ved at blive moderne at stå ved sine følelser, modsat det hovedparten af forældregenerationen gjorde. Mænd skulle først og fremmest indrømme, at de også kunne være bange, kede af det og blide. Kvinder skulle stå ved deres vrede og kampgejst og udtrykke den - ikke længere lade sig undertrykke, som det hed.

Selv om man fik at vide fra alle (moderne) sider, at man som kvinde skulle kæmpe for sin ret og tage til genmæle, var det ikke altid helt nemt. Mange i den ældre generation fandt det forargeligt, hvis en kvinde stod fast eller decideret slog i bordet. Det samme gjorde nok visse mænd.

Stærk og vred kvinde
Men der var i toneangivende dele af samfundet en stemning af, at en stærk kvinde var en, der også kunne være vred - og af at et rask skænderi ikke var noget, nogen tog skade af. Det rensede tværtimod luften og gjorde os fri af gamle undertrykkende kønsroller, var holdningen.
Skarpe kvinder var rollemodeller og mange så op til kvinder som fx Anne Linnet, hvis feministiske tekster og selvsikre fremtoning havde vreden lige under, men også helt oppe på overfladen.

Og så gik det, som det går: Bøtten begyndte at vende. Vi blev vel trætte af vreden, følte den udtjent. Det havde mange årsager, en af dem nok blot den klassiske, at aktion mødes af modreaktion.
Måske havde vi også nået mange af de mål, den tid ville. Kvinder havde fået taletid og magt, som ikke var så forskellig fra mænds.
Samtidig var den ultramoderne mand blevet en blid og følsom mand. Den skældende patriark var ikke længere den rigtige og attraktive partner eller arbejdskraft. Den generelle tone var mildnet.
Efterhånden så vi på samme tid - paradoksalt - vold rykke foruroligende tæt på vores moderne blide familier, idet marginaliserede grupper dannede mere og mere hårdtslående parallelsamfund. Mange mente, at løsningen på dette problem var mere forståelse, større blidhed, mere kærlighed ligefrem. Andre mente, at der skulle slås hårdt ned med straf og håndfast opdragelse. Den håndfaste holdning skræmte mange af os pæne og humane folk, som måske var ved at tage såkaldte pæne eller decideret gode uddannelser eller havde dem i hus, eller som var optaget af den voksende alternative og holistiske tilgang til liv og samfund.

Hundeangste for vreden
Og i de senere år er vi i brede dele af befolkningen gledet over i den holdning, at den eneste løsning på noget som helst er at være positive. Vi ved, at vold avler vold - og vi har læst og hørt, at positive tanker kan bedre helbredet og forlænge livet. Vi hører, at forbitrelse kan give os kræft - og desuden uvægerligt vil skræmme vores voksne børn og venner bort (hvilket der uden tvivl er meget om, hvis vi sidder fast i bitterhed i måneder og år).

Vi er endt der, hvor vi er hundeangste for vreden. Vi mishages af den hos andre - foreslår dem reflektorisk at tænke positivt og se den anden side af sagen, uanset hvad pokker de er vrede over.
Og vi bliver meget vrede (sic!) på os selv, når vi mærker, at vi selv er blevet vrede. Det er blevet den absolut forbudte følelse, som vi ser som tegn på dumhed, uoplysthed og afgrundsdyb ondskab - samt den sikre billet til (selvforskyldt) alvorlig sygdom, ensomhed og tidlig død.

En naturlig og nødvendig følelse
Men vrede er en naturlig og uundgåelig følelse, som alle nogenlunde udviklede dyr (hvortil vi jo som mennesker hører) har kapacitet til - og brug for.
Ja, brug for.
Vi har brug for vreden, så vi kan beskytte os selv og vores afkom og andre nærtstående.
Jeg taler ikke for, at vi skal fare ud og slå med køller eller skyde om os. Eller i det hele taget udøve vold. Jeg taler heller ikke for at vi skal brøle ad vores naboer, børnenes lærer eller kassedamen. Jeg taler i det hele taget ikke for at vi nødvendigvis skal agere på enhver vrede, vi føler. Nogle gange - oftest formentlig - skal den så sandelig beherskes. Men vi har brug for vreden, når vi skal forsvare vores barn mod en rasende voldsmand, eller når vores gamle tante bliver ved og ved at mobbe os for vores tøjvalg eller valg af ægtemand, når vi pligtskyldigst besøger hende.

Som sagt: Ofte skal vreden ikke udfoldes. Men vi har lov at føle den. Hvilket vi stort set alle synes at have glemt. Min teori er, at megen fysisk og psykisk dårligdom i dagens Danmark skyldes undertrykt vrede. Vi har så travlt med at dadle os selv og hinanden for følelsen af vrede, at den er blevet hjemløs og kun kan komme ud som hovedpine, ondt i ryggen, kæbesmerter, mareridt, stress og højt blodtryk.

Beherskelse - ikke fornægtelse
Lad os stå ved, at vi alle bliver vrede. Lad os lytte til vores familie og vores venner og gode kolleger, når de fortæller, at de er vrede på chefen, bedstemor eller den gamle veninde. Lad den vrede få lov at tale uden at afbryde ham eller hende efter to ord med en pinligt berørt opfordring til positiv tænkning.
Lad os give os selv lov til at føle vreden, når nogen er trådt over vores personlige grænser, har løjet for os, sviget os eller stjålet vores cykel.
Endnu engang: Jeg taler ikke for at vi skal svælge i vrede og raseri, udøve vold (dét skal vi absolut kun i selvforsvar ved livsfare, om overhovedet) eller skælde og smælde ved enhver lejlighed. Som oftest skal vi beherske vreden. Men beherskelse er ikke det samme som undertrykkelse, fornægtelse eller fordømmelse.

Lad os lade vores nære tale om deres vrede, hvis de har brug for det. Lad os lytte. Lad os indrømme for dem, at vi også selv bliver vrede nu og da. At alle gør. Lad os give dem ret i, at krænkelser gør vrede naturlig. Lad os fortælle dem, at vrede kan være nyttig. Den kan få os til at finde gode løsninger, så vi eller vore nære eller andre medborgere ikke undertrykkes og ydmyges.
Lad os give vores egen vrede plads. Lad os tale om den til vore betroede. Eller lad os i det mindste slå i en pude eller tage en gang skyggeboksning.
Eller bare trampe vredt hen over plænen i vores baghave et par minutter.

Frø i postkassen - hurra!

Der er ankommet spændende frø fra Albinus Frø - og det er næsten som juleaften!

Så er sæsonen ved at være skudt i gang - vi mangler bare lige, at frosten slipper vores indlandsjyske jord.

Ih, hvor jeg glæder mig!

Ud i haven med de tunge tanker

Jeg slæber rundt med en del tunge tanker efter en række år med for store belastninger på diverse fronter, belastninger, som jeg kun fandt lappeløsninger på, hvorefter jeg løb videre, smilede og forsøgte at lade som om, det hele ikke var så slemt.

Jeg tror, det er vældig sundt omsider at lade tingene komme helt op til overfladen - og det er det, jeg lader ske for tiden. Men det er også anstrengende og giver søvnløse nætter og ikke alt for meget smil på læben.
I de sidste dage har det været særligt tungt at mærke den bagage, som jeg slæber rundt på.

Kvashegn og botaniske tulipaner lindrer
Men så gik jeg ud i dag, ud i haven. Der er ikke så meget at gøre derude endnu, og haven er jo naturligvis ikke synderligt grøn eller blomstrende på denne tid. Men jeg opdagede et par spirer af de botaniske tulipaner, og jeg fik kigget på stedet, hvor vi vil etablere et kvashegn. Måske kan vi snart få gang i pæleboret og få granrafter stukket ned.
Imens kvidrede fuglene med stor iver. Vinterens fodring har givet bonus, og jeg nyder koncerten. Kontorhunden betragter fuglene langmodigt. Han har omsider lært, at han ikke kan fange dem.

Og det hele derude i min have lindrer. De tunge tanker bliver mindre knugende.
Jeg ved ikke præcis, hvad det er, der udvirker det. Det at komme ud i luften og blandt planter gør et eller andet i sig selv. Men der er noget helt særligt ved haven.

Måske er det kontakten med jord, når jeg piller og roder derude - der er jo noget med, at visse jordbakterier fremmer serotoninproduktionen i os mennesker.

Eller er det håbet? Forventningen om at se planter komme op, roser blomstre og træerne atter få blade?
Eller forbindelsen til de gamle havefolk i anerækken, følelsen af at gå i de gamle kære menneskers fodspor - og helt konkret se de planter, som har stået i deres haver? Eller her i foråret i hvert fald huske, hvor planterne stod sidste år og måske kommer op igen.

Havens private tryghed
Måske, slog det mig, mens jeg gik derude, er det også det skærmede ved haven, som gør godt. Jeg er ude, men ikke ude i det offentlige rum. Der kommer ikke mange i 'vores' skov, men man møder dog nu og da en hundelufter, en løber eller en skovejer på fældetogt. Og med tunge tanker oppe at vende er overskuddet ikke altid helt til stede til en sludder - eller man går simpelthen der med bekymringsrynker i hele hovedet, håret strittende og måske endda duggede briller og lidt fugt i øjenkrogen.
Men enhver ved, at en privat have er privat, og folk braser sjældent uinviteret og uanmeldt ind. Om vores have er der så endda et lille hegn med låger i, man skal forcere - og der er en gjaldende hund. Og ellers tror jeg, at mine forvirrede blikke, forbavsede hilsner og derangerede havepåklædning og forpjuskede havehår, når nogen pludselig gik uventet gennem havelågen, ihvertfald har lært de fleste, som ikke hører til den helt nære familieinderkreds, at vejen til min baghave normalt går via anmeldt besøg gennem hoveddøren.
I haven kan jeg rive mig i håret og græde, mens jeg mærker mine rødder - på alle mulige måder. Og i løbet af kort tids havevandring er der egentlig ingen hårriven og tænders gnidsel. Der er bare haven og mig.

Om lidt vil jeg ud og se, om jeg kan få et par hornvioler ned til juleroserne i den gamle whiskytønde. I går var jorden i den stadig for frossen.

Kunstigt forårsåndedræt

Jeg har givet den vintertrætte have lidt kunstigt forårsåndedræt. Jeg vil ikke have det alt for pyssenysset - bare nogle små manifestationer af, at foråret er på vej med hornvioler og det hele, og at der stadig er nogen, som kerer sig om den gamle have.
Det gør godt.

I håb om forår

I håb om forår:
Hornvioler, lys, kobber og farvestrålende glas på plantebordets nederste hylde. Plus en lille vandkande.

Hvad er en have?

En af mine venner sagde for nylig til mig, at hun ikke forstår, hvad folk vil med en have.
"Det er jo bare en dødbesværlig udvidelse på boligen," uddybede hun.
Jeg så uden tvivl lidt chokeret ud, for hun sagde:
"Okay, så forklar mig, hvad det er en have kan?"
Og jeg kastede mig ud i en tale om skønhed og ro, frisk luft, sol, grøntsager og blomster.
"Hm," sagde min ven. "Skønhed og ro kan du også have indenfor, frisk luft og sol kan du få i parken eller i skoven, og blomster og grønt kan du købe i supermarkedet."

Men vi, der holder af haver, ved godt, at haven er noget andet end summen af de elementer, jeg nævnte, og som min veninde i en håndevending forsøgte at tage luften ud af.

Men hvad er den egentlig?

Haven er vel teknisk set et mindre afgrænset område omkring en beboelse, hvor der gror planter af haveagtig karakter - det vil sige prydplanter og/eller nytteplanter.
Men det svarer til at sige, at et menneske er en samling af levende celler. Det er sandt nok - men det dækker ikke.

Hvad er det, der giver begrebet have sjæl?
Måske skal vi allerførst anerkende, at for nogle (få?) haveejere har haven ikke sjæl. Den er bare det der afgrænsede område med planter - og i bund og grund en pestilens, fordi den opfattes som en bøvlet udvidelse af stuen, en udvidelse, hvor 'møblerne' visner og breder og formerer sig og ædes af snegle på en fuldstændig balstyrig måde, som de indendørs reoler, sofaer og borde normalt ikke tillader sig.
Men for os andre, de haveforliebte, hvad er det da haven gør?
Jeg har ofte i årenes løb tænkt over det, og jeg er stadig ikke sikker i min sag, når jeg skal forsøge at indfange havens sjæl. Men fire ord rinder mig i hu:
Naturpagt
Tidsbemestring
Drømme
Minder

Naturpagten
I vores antroprocæne tidsalder (hvor mennesket har sat sit aftryk overalt i naturen), finder vi i haven fred til at genoprette respektfuld og nærende kontakt med den natur, der er selv i den mest kultiverede plante. Nogle af os har endog haver - eller hjørner i vores have - hvor naturen faktisk i et lille mikrokosmos får lov at råde. Og i det mindste er der fuglene, insekterne, pindsvinene og tudserne, som stadig er stumper af fritlevende natur. Og i vores haver har vi fred til at opleve dem i vores eget tempo. Det er ikke et museum eller en zoologisk have, som vi løber igennem i store flokke, mens vi læser skilte og er tilskuere. I haven lever vi. Her på vores små frimærker er vi del af den naturkraft, som stadig folder sig ud for fulde kraft, når bare den får lov. Det gør os godt - for vi er jo selv naturkraft. I haven kommer vi simpelthen hjem til os selv.

Tiden
I vores haver bor tiden. Vi ser den gå, dag for dag, sæson for sæson. Vi ser planter forgå, vi ser dem dø. Men vi ser dem også bestå. De gamle træer står længere end vores egen levealder (hvis vi styrer os selv og motorsaven). Den forsvundne Judaspenge dukker pludselig op igen fra et frø, der har ligget og gemt sig i jorden. Der er håb, der er bestandighed - selv i en verden, der kan synes temmelig kraftigt af lave, og som hylder ord som omstillingsparathed og selvudvikling, som var de centrale dele af en decideret trosbekendelse.
Og vi ser cirkulariteten: Forår følges af sommer, af høst og af vinter. Fødsel, vækst, død. Og fødsel igen. (Og mange af os haveejere ville vist i al hemmelighed meget gerne graves ned under det store kirsebærtræ efter vores død og på den måde meget konkret genopstå i kirsebærmarmelade og -saft!)

Drømme
I haven leger vi. Det er et frirum, som ikke behøver være så stiligt og seriøst, som vi måske nogle gange mener, at vores stuer skal være. I haven former vi en drømmescenografi omkring vores personer, her kan vi være rebelske Pippi eller blide, let fjerne, drømmende, men dog praktiske Mumimor. Eller vi kan være engelske cottage ladies og sågar storgodsejere med tweed og beagler - også selv om vi kun har en lille gnalling af en rækkehushave at være det på. Vi lever det ud i havens trygge rum - og legen bliver alvor, og drømmen virkelighed på den mest elskværdige måde. I haven kan vi lige så stille modellere os selv om. Vi bliver måske ikke konkret godsejere og Mumimor, men haven giver os rum til ændringer, til at nærme os os selv.

Minderne
Mange af os har arvede planter rundt om i haven. En flok hindbærbuske her, en klynge vintergækker der. Eller vi bor i et haverum oprindeligt opbygget af andre. Personligt går jeg blandt Signe Købmands rhododendron og frugttræer, hendes hække og læ-lærketræer mod vest. Hun er for længst død, men hun grundlagde haven og passede den i fyrre år, og jeg føler hendes tilstedeværelse i alle de planter, hun så omhyggeligt har passet. Også min far er gået til de evige haver for mange år siden, men lige præcis hans hindbær og vintergækker, som jeg nævnte før, bor i min have, og jeg føler, at jeg får en hilsen fra ham, hver gang jeg ser og spiser disse planter (kun hindbærrene, hvad spisning angår dog).
For andre af os lever minderne i den forstand, at vi forsøger at opbygge vores haver med elementer, som vi husker fra vores fortid. Jeg har for eksempel plantet kirsebærlaurbær, fordi der groede sådan en fyr foran et feriehus, som mine forældre havde. Jeg får ikke huset eller mine forældre tilbage ved at have de buske, men et minde lever. Ikke i gulnet og sørgelig form, men frisk og fuldt af glæde og liv.

Der er uden tvivl mere i havens sjæl, meget mere.
Det må jeg ud i haven og tænke videre over. Eller bare være, uden at tænke.

Mit Narnia

I går sang solsorten for første gang i år herude hos mig, men i nat og og i dag fandt Kong Vinter, at vi skulle have endnu en dosis af ham. Så i stedet for at ærgre mig over, at jeg endnu ikke kan gøre ret meget i haven, bestilte jeg spændende frø hos Albinus - så er der noget at se frem til - og derefter gik jeg en tur i mit Narnia og nød freden og alle dyresporene. Ingen ulve i dag, men ræv og grævling havde været ude at gå under de hvide træer.
Og fuglene kvidrer.

At gå i skoven har gjort mig godt, siden jeg var lille pige, og min far tog mig med på skovvandringer.
Nu synes jeg, at jeg møder et eller andet af ham, når jeg går under træerne, skønt skoven er en anden end min barndoms - og selv om han for længst er gået til de evige skove (og haver).