Jeg slæber rundt med en del tunge tanker efter en række år med for store belastninger på diverse fronter, belastninger, som jeg kun fandt lappeløsninger på, hvorefter jeg løb videre, smilede og forsøgte at lade som om, det hele ikke var så slemt.
Jeg tror, det er vældig sundt omsider at lade tingene komme helt op til overfladen - og det er det, jeg lader ske for tiden. Men det er også anstrengende og giver søvnløse nætter og ikke alt for meget smil på læben.
I de sidste dage har det været særligt tungt at mærke den bagage, som jeg slæber rundt på.
Kvashegn og botaniske tulipaner lindrer
Men så gik jeg ud i dag, ud i haven. Der er ikke så meget at gøre derude endnu, og haven er jo naturligvis ikke synderligt grøn eller blomstrende på denne tid. Men jeg opdagede et par spirer af de botaniske tulipaner, og jeg fik kigget på stedet, hvor vi vil etablere et kvashegn. Måske kan vi snart få gang i pæleboret og få granrafter stukket ned.
Imens kvidrede fuglene med stor iver. Vinterens fodring har givet bonus, og jeg nyder koncerten. Kontorhunden betragter fuglene langmodigt. Han har omsider lært, at han ikke kan fange dem.
Og det hele derude i min have lindrer. De tunge tanker bliver mindre knugende.
Jeg ved ikke præcis, hvad det er, der udvirker det. Det at komme ud i luften og blandt planter gør et eller andet i sig selv. Men der er noget helt særligt ved haven.
Måske er det kontakten med jord, når jeg piller og roder derude - der er jo noget med, at visse jordbakterier fremmer serotoninproduktionen i os mennesker.
Eller er det håbet? Forventningen om at se planter komme op, roser blomstre og træerne atter få blade?
Eller forbindelsen til de gamle havefolk i anerækken, følelsen af at gå i de gamle kære menneskers fodspor - og helt konkret se de planter, som har stået i deres haver? Eller her i foråret i hvert fald huske, hvor planterne stod sidste år og måske kommer op igen.
Havens private tryghed
Måske, slog det mig, mens jeg gik derude, er det også det skærmede ved haven, som gør godt. Jeg er ude, men ikke ude i det offentlige rum. Der kommer ikke mange i 'vores' skov, men man møder dog nu og da en hundelufter, en løber eller en skovejer på fældetogt. Og med tunge tanker oppe at vende er overskuddet ikke altid helt til stede til en sludder - eller man går simpelthen der med bekymringsrynker i hele hovedet, håret strittende og måske endda duggede briller og lidt fugt i øjenkrogen.
Men enhver ved, at en privat have er privat, og folk braser sjældent uinviteret og uanmeldt ind. Om vores have er der så endda et lille hegn med låger i, man skal forcere - og der er en gjaldende hund. Og ellers tror jeg, at mine forvirrede blikke, forbavsede hilsner og derangerede havepåklædning og forpjuskede havehår, når nogen pludselig gik uventet gennem havelågen, ihvertfald har lært de fleste, som ikke hører til den helt nære familieinderkreds, at vejen til min baghave normalt går via anmeldt besøg gennem hoveddøren.
I haven kan jeg rive mig i håret og græde, mens jeg mærker mine rødder - på alle mulige måder. Og i løbet af kort tids havevandring er der egentlig ingen hårriven og tænders gnidsel. Der er bare haven og mig.
Om lidt vil jeg ud og se, om jeg kan få et par hornvioler ned til juleroserne i den gamle whiskytønde. I går var jorden i den stadig for frossen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar