Så gik jeg ud i haven.
For heldigvis har vi sådan en. En over tresårig have på landet, som vi har været de heldige ejere af i over tyve år. De første år havde vi stort set ikke tid til at passe den. Vi fik slået græsset og nu og da klippet hækken, men meget mere blev det heller ikke til på trods af store ambitioner om både nytte- og blomsterhave. Vi fik dog plantet en række roser, som så mest stod og passede sig selv.
Min mand pludselig bidt af en gal gartner
For nogle år tilbage blev vi imidlertid tvunget ud i et nykloakeringsprojekt, og i den forbindelse gik vi i gang med haven. Der blev anlagt en træterrasse, anbragt et minimalt drivhus - samt lagt ukrudtsdug og flis en del steder. Pludselig begyndte der at bliver virkelig hyggelig blandt de gamle træer og kæmperododendron. Det var mest mig, der gik og passede detaljerne, men med et blev min mand også bidt af en gal gartner. Han, som ellers ikke havde været synderligt haveglad, begyndte at rydde krattet mod vest - og anlægge blomsterbede! Det var en stor fornøjelse for mig, at vi nu kunne gå og arbejde sammen i haven og lægge nye haveplaner, ændre og forsøge det ene og det andet.
Tilbage - og frem
Men min stress og udbrændthed voksede, og jeg syntes efterhånden slet ikke, jeg havde tid til haven mere. Min mand holdt havegejsten oppe, men jeg blev stresset af alt det, jeg BURDE gøre derude, så jeg kom der mindre og mindre, og min mand, som har fuldtidsjob og mere til og desuden rejser meget jobmæssigt, kunne ikke holde trit med det hele.
Haven er stadig holdt, men en smule pjusket.
Men her i januar tog jeg fri fra mit arbejde på ubestemt tid, og efter nogle uger gik jeg ud i haven med al min udbrændthed. Jeg vidste med mig selv, at det var den eneste løsning. Hvor jeg vidste det fra, kan jeg ikke gøre rede for. Jeg vidste det bare.
Kræfterne er stadig små. Men jeg er ude i haven hver dag - og det gør godt.
Velkommen til mit lille haverefugium.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar