"Det er jo bare en dødbesværlig udvidelse på boligen," uddybede hun.
Jeg så uden tvivl lidt chokeret ud, for hun sagde:
"Okay, så forklar mig, hvad det er en have kan?"
Og jeg kastede mig ud i en tale om skønhed og ro, frisk luft, sol, grøntsager og blomster.
"Hm," sagde min ven. "Skønhed og ro kan du også have indenfor, frisk luft og sol kan du få i parken eller i skoven, og blomster og grønt kan du købe i supermarkedet."
Men vi, der holder af haver, ved godt, at haven er noget andet end summen af de elementer, jeg nævnte, og som min veninde i en håndevending forsøgte at tage luften ud af.
Men hvad er den egentlig?
Haven er vel teknisk set et mindre afgrænset område omkring en beboelse, hvor der gror planter af haveagtig karakter - det vil sige prydplanter og/eller nytteplanter.
Men det svarer til at sige, at et menneske er en samling af levende celler. Det er sandt nok - men det dækker ikke.
Hvad er det, der giver begrebet have sjæl?
Måske skal vi allerførst anerkende, at for nogle (få?) haveejere har haven ikke sjæl. Den er bare det der afgrænsede område med planter - og i bund og grund en pestilens, fordi den opfattes som en bøvlet udvidelse af stuen, en udvidelse, hvor 'møblerne' visner og breder og formerer sig og ædes af snegle på en fuldstændig balstyrig måde, som de indendørs reoler, sofaer og borde normalt ikke tillader sig.
Men for os andre, de haveforliebte, hvad er det da haven gør?
Jeg har ofte i årenes løb tænkt over det, og jeg er stadig ikke sikker i min sag, når jeg skal forsøge at indfange havens sjæl. Men fire ord rinder mig i hu:
Naturpagt
Tidsbemestring
Drømme
Minder
Naturpagten
I vores antroprocæne tidsalder (hvor mennesket har sat sit aftryk overalt i naturen), finder vi i haven fred til at genoprette respektfuld og nærende kontakt med den natur, der er selv i den mest kultiverede plante. Nogle af os har endog haver - eller hjørner i vores have - hvor naturen faktisk i et lille mikrokosmos får lov at råde. Og i det mindste er der fuglene, insekterne, pindsvinene og tudserne, som stadig er stumper af fritlevende natur. Og i vores haver har vi fred til at opleve dem i vores eget tempo. Det er ikke et museum eller en zoologisk have, som vi løber igennem i store flokke, mens vi læser skilte og er tilskuere. I haven lever vi. Her på vores små frimærker er vi del af den naturkraft, som stadig folder sig ud for fulde kraft, når bare den får lov. Det gør os godt - for vi er jo selv naturkraft. I haven kommer vi simpelthen hjem til os selv.
Tiden
I vores haver bor tiden. Vi ser den gå, dag for dag, sæson for sæson. Vi ser planter forgå, vi ser dem dø. Men vi ser dem også bestå. De gamle træer står længere end vores egen levealder (hvis vi styrer os selv og motorsaven). Den forsvundne Judaspenge dukker pludselig op igen fra et frø, der har ligget og gemt sig i jorden. Der er håb, der er bestandighed - selv i en verden, der kan synes temmelig kraftigt af lave, og som hylder ord som omstillingsparathed og selvudvikling, som var de centrale dele af en decideret trosbekendelse.
Og vi ser cirkulariteten: Forår følges af sommer, af høst og af vinter. Fødsel, vækst, død. Og fødsel igen. (Og mange af os haveejere ville vist i al hemmelighed meget gerne graves ned under det store kirsebærtræ efter vores død og på den måde meget konkret genopstå i kirsebærmarmelade og -saft!)
Drømme
I haven leger vi. Det er et frirum, som ikke behøver være så stiligt og seriøst, som vi måske nogle gange mener, at vores stuer skal være. I haven former vi en drømmescenografi omkring vores personer, her kan vi være rebelske Pippi eller blide, let fjerne, drømmende, men dog praktiske Mumimor. Eller vi kan være engelske cottage ladies og sågar storgodsejere med tweed og beagler - også selv om vi kun har en lille gnalling af en rækkehushave at være det på. Vi lever det ud i havens trygge rum - og legen bliver alvor, og drømmen virkelighed på den mest elskværdige måde. I haven kan vi lige så stille modellere os selv om. Vi bliver måske ikke konkret godsejere og Mumimor, men haven giver os rum til ændringer, til at nærme os os selv.
Minderne
Mange af os har arvede planter rundt om i haven. En flok hindbærbuske her, en klynge vintergækker der. Eller vi bor i et haverum oprindeligt opbygget af andre. Personligt går jeg blandt Signe Købmands rhododendron og frugttræer, hendes hække og læ-lærketræer mod vest. Hun er for længst død, men hun grundlagde haven og passede den i fyrre år, og jeg føler hendes tilstedeværelse i alle de planter, hun så omhyggeligt har passet. Også min far er gået til de evige haver for mange år siden, men lige præcis hans hindbær og vintergækker, som jeg nævnte før, bor i min have, og jeg føler, at jeg får en hilsen fra ham, hver gang jeg ser og spiser disse planter (kun hindbærrene, hvad spisning angår dog).
For andre af os lever minderne i den forstand, at vi forsøger at opbygge vores haver med elementer, som vi husker fra vores fortid. Jeg har for eksempel plantet kirsebærlaurbær, fordi der groede sådan en fyr foran et feriehus, som mine forældre havde. Jeg får ikke huset eller mine forældre tilbage ved at have de buske, men et minde lever. Ikke i gulnet og sørgelig form, men frisk og fuldt af glæde og liv.
Der er uden tvivl mere i havens sjæl, meget mere.
Det må jeg ud i haven og tænke videre over. Eller bare være, uden at tænke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar